Hypnose og hypnoterapi
De fleste har en oplevelse af, at være bevidst om det meste i og omkring sig selv. Tænker du lidt over det, er du nok klar over, at der er en masse du lukker ude, for at koncentrere dig om det vigtigste for dig lige nu. Måske har du fuldt fokus på en vanskelig opgave du løser, bilen du kører, samtalen du fører, men hørte du andre lyde end jeres stemmer, din egen indre dialog og koncentration om opgaven eller så du alt hvad der foregik i et travlt lyskryds? Hvis du er som de fleste, så nej. Du lukker hvert sekund en del påvirkninger ude fra dit bevidste sind. Du kan ganske enkelt ikke modtage så mange indtryk. Dit ubevidste sind derimod beskytter og tager hånd om alle indtrykkene, registrerer og lagrer det du oplever.
I hypnose og hypnoterapi arbejder vi på at få adgang til det ubevidste. Formålet er at hente erindringer, erfaringer og følelser frem, der er gemt på dit lager og finde dem der forhindrer dig i at skabe de forandringer du ønsker. Det bevidste sind kan arbejde hårdt på at nå mål og det ubevidste kan modarbejde. Når vi finder årsagen i det ubevidste, kan vi opløse den ubevidste modstand. Når modstanden opløses, kan målet nås.
Generelt om hypnose og hypnoterapi
Ingen er indtil videre helt klar over, hvad der sker med sindet og hjernen, når en person er i hypnose. Hypnose er som en mild trance. Du oplever hver dag være i denne tilstand, f.eks. når du er lige ved at sove eller vågne. Du er indadvendt opmærksom og lukker af for verden omkring dig, der for en tid synes ligegyldig for dig. Hypnose kan bedst beskrives som en sådan indadvendt afslappet bevidsthedstilstand, der efterlignes i hypnose, med det formål at give dig adgang til dit ubevidste sind. Du kan lære at bringe dig i den bevidsthedstilstand, hvis du selv ønsker at arbejde med positive forandringer i dit liv. Jeg kan som hypnotisør hjælpe dig med det til en start.
Hypnoterapi er en dybere trancetilstand, som kan bruges til at kaste lys på hidtil ubevidste følelsesmæssige barrierer, der påvirker dine tanker, adfærd, følelser og handlinger på måder der opleves belastende for dig. Det er en mulig terapeutisk genvej til en forståelse af, hvad der styrer dig i det ubevidste og hvad der kan sættes i stedet. Når du i hypnoterapi får øje på, hvilke ubevidste mønstre der styrede dig fra starten af et følelsesmæssigt problem, kan du hjælpe dig selv til at se på det og opløse det bagvedliggende mønster. Det støtter jeg dig med hele vejen. Dernæst arbejder vi med, at indarbejde støttende følelser eller tanker, der giver en ny positiv og ændret adfærd de bedste forudsætninger i tiden derefter.
Hvad kan det bruges til?
Hypnose kan give dig adgang til at ændre uønskede vaner eller andre forhold, der begrænser dit liv eller påvirker dit helbred. Det kan være du ønsker at stoppe med at ryge, drikke, overspise eller vil slippe angsten for nåle eller edderkopper, fordi det påvirker dit helbred eller besværliggør din hverdag. Du har sikkert forsøgt at ændre på situationen mange gange uden at det er lykkedes for dig. Det skyldes formentlig at du arbejder med ønsket i dit bevidste sind, men dine underbevidste processer arbejder imod.
Hvordan opleves og foregår hypnose?
Både hypnose og hypnoterapi vil tage afsæt i en grundig samtale. Jeg vil spørge grundigt ind til, hvad du ønsker at arbejde med og hvad du gerne vil sætte i stedet for, så al forandring tager afsæt i det der er vigtigt for dig. Jeg kan ikke tvinge eller ændre noget, som du bevidst eller ubevidst ville være imod. Du skal tillade forandringen at ske og det er vigtigt at du er fuldkommen tryg i situationen og får spurgt om alt det der ligger dig på sinde inden hypnosen og vi går først igang når du er parat.
Selve hypnosen opleves som en behageligt afslappet tilstand, hvor du kan høre alt hvad der bliver sagt og du vil huske det der foregik efterfølgende. Det er som sådan ikke vigtigt, at dit bevidste sind husker det hele efter hypnosen, for dit ubevidste sind har registreret det du har arbejdet med, så den ønskede forandring kan ske helt af sig selv. Du vil sidde eller ligge behageligt og slappe godt af og jo meredu lader din kritiske dagsbevidsthed slappe af, jo bedre kontakt med dit ubevidste sind kan vi opnå. Når vi har arbejdet med det aftalte, bringer jeg dig blidt tilbage til dagsbevidsthed, med gode forslag til, at du vil føle dig frisk, glad og klar til dagen. Vi kan dele oplevelsen eller du kan sidde lidt med oplevelsen i tavshed.