Generelt om coaching

Den der tager imod coaching fra mig, understøttes bedst muligt til bevægelse væk fra en tilstand eller en problematik der begrænser og henimod noget du ønsker. Kvaliteten og udbyttet af coachingen kommer ofte i form af afklaring af en situation eller udfordring, der rummer adgange til at du får øje på andre svar end du plejer at komme frem til. Vi undersøger sammen hvad coachingen skal kunne, aftaler en målsætning og jeg vil forholde mig til dit tema og hjælpe dig på sporet af det ønskede mål. Det vil være en form for progressiv udvikling, der med dine egne ord kan bekræfte dine handle- eller valgmuligheder efterfølgende. Jeg kan være dit redskab til, at du kan gøre en positiv forskel for dig selv.

Når coachingen lykkes bedst vil vi sammen formentlig have undersøgt relationer mellem dig og andre, arbejdet med dine tanke- eller handlemønstre  og have afdækket flere andre mulige perspektiver, med afsæt i din personlighed, din aktuelle situation og dine allerbedste potentialer, således at du kan gå derfra med nye anskuelser på dine fortællinger, selvforståelser, bedre trivsel, øget selvrespekt og nye handlemuligheder.


Ledercoaching

Individuel coaching til ledere tilbydes med afsæt i egne praktiske erfaringer og efteruddannelse. Jeg har omfattende kendskab til de vilkår, dilemmaer, paradokser og krydspres som ledere organisatorisk, fagligt og professionelt kan være udfordret af. Fokus er oftest på at få andre til at præstere, og nogle gange er det, i en travl hverdag, på bekostning af egne behov. Coaching kan være det frirum, hvor du kan få sat ord på dine mest presserende opgaver, genvinde fokus, undersøge krav og forventninger, både dine egne og andres, vende tvivl til vished, bevare dit engagement, understøtte din trivsel, reducere dit stressniveau og skabe plads til din læring og udvikling, som du med fordel kan give dig selv i din professionelle kompetenceudvikling. Det vender positivt tilbage til dig og dermed din arbejdsplads.


Individuel karriere- eller personlig coaching

Er presset på dig højt og opleves det som svært at ændre situationen? Ønsker du forandring i karrieren eller i privatlivet? Har du gemt dine personlige eller professionelle drømme væk eller ved du ikke helt, hvad du egentlig ønsker dig i fremtiden? Vil du bruge tid på nye muligheder og potentialer i en samtale, der kan støtte dig i at undersøge, forandre eller handle på din situation, så kan coachingsamtaler være en udviklingsorienteret samtaleform. Vi vil arbejde med det der er vigtigt for dig og ser på, hvad der begrænser det du vil og hvad der fremmer. Vi ser på dine foretrukne mønstre og afdækker sammen, om du vil holde fast eller om det er tid til at ændre på dem.